“Det er mærkeligt, at jeg ikke er blevet skilt endnu”

Benny Langhoff forfulgte en gammel drøm om at starte egen virksomhed. Nu er han chef, men må kæmpe for sit ægteskab og helbred.

Tre knapper er knappet op - helt ned til solar plexus. Frem titter enkelte grå brysthår, men de bliver tæmmet af keyhangeren om hans hals. Der i hænger et skilt. Benny Langhoff står der og så et firtal. Det sorte firtal betyder, at han har lov til at køre på landingsbanerne, og det er nødvendigt, for Benny Langhoff flytter fly i Kastrup Lufthavn.

Våd bag ørerne

”Jeg er stadig våd bag ørene. Jeg har kun været her i 32 år,” siger Benny Langhoff, uden at ansigtet fortrækker sig en millimeter.

Han sidder i et stort, hvidt rum, som engang har været arbejdsplads for en smed. Det kan man ikke se. På gulvet ligger store, røde, persiske tæpper og i vinduet hænger blå og hvide gardiner. Det er konen Birgit, der står for indretningen, forklarer han. På væggen hænger en plakat med nøgne damer.

“Min kone arbejder med meget af det administrative. Told, moms, skat. Hun sidder derhjemme med hundene. Drikker kaffe. Børnene kommer på besøg.”

Allerede for 30 år siden snakkede Benny Langhoff med kollegaerne på flypladsen om at åbne et firma, der kunne køre flyene.

22 år skulle der gå, men i april 2008 åbnede Benny Langhoff sin egen virksomhed, moveAjet.

”Jeg havde ingen penge. Ingen ville låne mig penge. Så jeg gik i Bilka og lånte 40.000 kr.”

At bruge penge man ikke har, går imod hans nordjyske hjerte, men da han fik muligheden for at købe store dele af et islandsk konkursbo, greb han chancen.

”Der var en bunke maskiner, som skulle smides ud, en bunke, der skulle til salg og så en bunke til mig. Jeg tog både det, der skulle smides væk, og det jeg kunne få.”

Han tegner tre firkanter i luften med hans fingre, hvor olie har lagt sig i fugerne.

Med pengene købte han en traktor af konkursboet til at flytte fly.

”Så fik jeg tre yderligere, fordi de var så gamle, at de bare skulle smides ud. Dem reparerede jeg så, og de virker i dag. Det er otte år siden nu.”

Åbent 24/7

”Et fly kan kun køre den vej,” forklarer Benny Langhoff og peger frem i luften, så det opsmøgede ærme rykker længere tilbage på armen.

”Og så forurener det helt vildt, hvis flyene selv skal køre fra ramperne i nord til hangarerne i syd. Det gjorde de i gamle dage. Det var noget værre svineri.”

Sammen med sine seks medarbejdere flytter han mellem 4-600 fly om måneden. Flyene køres ned på parkeringspladsen, når de skal til service, og når de ikke skal flyve, så de ikke fylder oppe ved de andre fly på ramperne ved afgangshallerne.

”De ringer hele tiden fra kontroltårnet og siger, at et fly skal flyttes. 24 timer i døgnet. Så vi har åbent 24/7, 365,” fortæller han og læner sig tilbage i stolen med de gulnede armlæn.

I vindueskarmen ligger fire mobiltelefoner af den type, som kan holde til at blive tabt. Robuste ligesom det andet maskineri, Benny Langhoff arbejder med.

Tre ugers ferie på otte år

Benny Langhoff har arbejdet hele sit liv.

”Jeg gik ud af syvende klasse og har knoklet siden, jeg var femten. Jeg har aldrig oplevet en eneste arbejdsløshedsperiode.”

Rengøringsmand, langturschauffør, kørt taxa og nu chef. Eller ’flyarbejder’, som han siger. Det blev det kaldt for 32 år siden.

”Man bliver grebet af den her flyverden. Jeg ved ikke hvorfor. Store, voldsomme maskiner. Frihed.”

”Jeg har haft tre ugers ferie på otte år. Det er mærkeligt, at jeg ikke er blevet skilt endnu,” fortæller Benny Langhoff, mens han kigger ned på den hvide kaffekop, med mørke rander af blæksort kaffe på kanten.

”Vi skulle have været på Gran Canaria her i efteråret. Men så blev der travlt. Så måtte det jo udskydes”.

Til trods for tre blodpropper i hjertet, så bliver han ved.

”Hvorfor ikke? Er det ikke det, vi er her for?

Jeg kan ikke stoppe. Der er ingen, der vil købe det. Det er svært at afvikle, for jeg har for ti millioner maskiner stående. Det tager flere år at sælge det. Jeg kunne også kaste det over i jernbunken. Men det er jo nyt,”

Han drejer langsomt koppen på bordet, så den skraber hult.

”Jeg arbejder tit 16 timer i døgnet. Dobbeltvagter. Jeg var hjemme kl to i nat og er mødt ind klokken otte de sidste fire dage. Jeg kommer og hjælper ham på dagsholdet. I går aftes flyttede vi flyvere hele tiden. Og traktoren skulle jo laves. Så det måtte blive bagefter”. Benny Langhoff sidder rankt i stolen og skifter vægten fra den ene side til den anden.

Alle kender Benny

Fra sin plads i den aflange, gule traktor kigger han over på en hangar, hvor hans medarbejder Emil har kørt et fly til service.

”Alle kender Benny,” fortæller Benny Langhoff med tryk på den røgfyldte stemme. Han tager om rattet med en guldring siddende på højre ringefinger. Traktoren brummer stødt, mens en Boeing 747 slipper landingsbanen i det fjerne.

30 år med fly og Benny Langhoff kender alle, der arbejder nede ved sydvagten – hans ende af lufthavnen.

”Ham der, han var læring i Maersk Air. Og det var ham der også,” forklarer han og nikker mod de to mænd i neongule veste, som står foran hangaren.

”De kommer nok til kaffe senere. ALLE kommer over til Benny til kaffe og kage, for der er altid kaffe på kanden og brød på bordet.” Han kører forbi hangaren, og mekanikerne løfter en arm til hilsen.

Billede af Benny Langhoff. Foto: Christine Løkkebø