Når bedstemor bliver til bedste mor

Erna og Kurt Andersen tog deres børnebørn i pleje. Forkælelse blev til opdragelse og børnebørn til børn.

»Jeg har fire børn. Eller havde. Nu har jeg tre. Så har jeg fem børnebørn, hvoraf jeg opfatter to af dem som mine børn.« Det lyder indviklet. Erna Andersen sidder i sin stue i Snejbjerg ved Herning med familiebilleder hængende på væggen. Ved siden af hende i den lille grå sofa sidder to af hendes børnebørn, søskendeparret Stefan Andersen og Maria Ellebøg. De voksede op med Erna og Kurt som deres mor og far.

De ville have børnene

I september 2001 døde søskendeparrets far og Erna Andersens søn, Martin Andersen, i en dykkerulykke. Deres mor, Charlotte Andersen, fik konstateret hjernesygdommen ’Huntington chorea’, da Maria var et halvt år gammel. Børnene husker hende ikke som rask. I de sidste 13. år af sit liv levede hun på plejehjem indtil sin død i august 2014.

»De ringede fra kommunen efter Martins død, og så kom en socialrådgiver og spurgte, om vi ville have børnene. Selvfølgelig ville vi det. Hvis vi ikke var blevet spurgt, ville der være kommet en vældig stor kamp, for de skulle ikke bare et eller andet sted hen,« forklarer Erna Andersen.

Sprøde vafler og dampende kaffe står klar på bordet, men inden de tager for sig, skal der synges bordvers, som de altid har gjort. De stemmer i: ’Alle gode gaver de kommer ovenned’.

»Det var meget naturligt for os at tage fra fars hus og hjem til bedstemor og bedstefar, for der følte vi os hjemme,« fortæller Maria Ellebøg og tænker tilbage på en rolig overgang til bedsteforældrenes hjem.

Den to år ældre bror, Stefan Andersen, har dog ikke samme erindring om ro efter faderens død.

»Der var en overgang, hvor vi ikke rigtig havde et fast sted at bo. Så var vi her, ved moster og onkel eller fars kæreste. Det var svært. Hvert sted havde forskellige regler, og ting man måtte.«

»Vi ødelagde det selv«

Fra da af skulle Erna Andersen ikke længere blot være bedstemor og forkæle de to børn.

»De små søde børnebørn var pludseligt blevet mine egne børn, og de skulle også have nogle regler. Det var ikke særlig sjovt, men det var man jo nødt til.«

Kurt Andersen var ikke meget for at sige nej og tage konflikter med Maria og Stefan.

»Min mand var utrolig rar. Han kunne ikke puste sig op og slå i bordet,« fortæller Erna, mens hun putter en vaffel over på tallerkenen. Af den grund fik han aldrig helt rollen som far, selvom han blev kaldt det.

Termokanden med kaffe går på runde sammen med den røde kagedåse fyldt med finskbrød.

»Det var mærkeligt for mig første gang, du pustede dig op. Den hygge jeg forbandt med dig som bedstemor forsvandt. Nu skulle du ligesom være mor over for mig,« fortæller Stefan Andersen. Han erindrer ikke nogen specifik gang, hvor Erna satte sig i karakter.

[endif]--»Nej, jeg husker en forfærdelig masse gange,« siger han og blinker til sin bedstemor.

»De første elleve år af mit liv var de bedste, jeg kunne ønske mig. Det var en barndom, som alle burde have haft,« siger Stefan Andersen og bliver suppleret af sin søster: »Der var trygge rammer med hygge på højt plan. Som om det var jul hele året. Men vi ødelagde det selv.«

Stefan Andersen lider af ADHD, og allerede som elleveårig var han svær at holde hjemme om natten. Han var begyndt at få nogle dårlige kammerater, og derfor kom han som trettenårig på en institution i Holstebro.

Også Maria blev mere oprørsk. Skolen i Snejbjerg sendte klager hjem til Erna og Kurt i rækkehuset.

»Hun begyndte at blive mere ud til bens. Hun var ikke så rar og heller ikke nem i et stykke tid.«

Maria lukkede sig inde på sit værelse, og Erna gik til kommunen. Hun ville have Maria på institution.

»Det trak vældigt ud. Det var som at slå i en dyne. Så en dag kom min datter, deres moster, og hendes mand. De havde besluttet, at nu skulle Maria hjem til dem og bo«. Det kom hun i slutningen af femte klasse.

»De havde jo kun os«

»De har mistet så meget, så nu skulle vi ikke gøre noget galt her. Det var altså vigtigt. De havde jo kun os,« fortæller Erna Andersen og holder en lang, ordløs pause. »Det havde mine egne børn selvfølgelig også kun.«

Som sekstenårig flyttede Stefan Andersen for sig selv og endte i et misbrug. Efter et halvt år, hvor han ikke husker meget, kom han på en ny institution i Ikast.

»Jeg tør slet ikke tænke på, hvor jeg havde været, hvis jeg ikke havde fået livet hos dig og far (Kurt) med. På en institution skal man lære at leve med andre. Men det er ikke familie. Det bliver ikke rigtig et hjem, fordi man ved, at det kun er midlertidigt,« forklarer Stefan Andersen og kigger på sin bedstemor.

Efter tre år med op- og nedture hos mosteren og onklen kommer Maria Ellebøg på efterskole. Da hun som sekstenårig var færdig, stillede Erna hende et ultimatum: Enten skulle hun flytte på det kristne gymnasium i Ringkøbing, hvor hun kunne bo, eller også hjem til bedsteforældrene i Snejbjerg og gå på gymnasiet i Herning.

»Jeg kan huske, at jeg blev bare så vred på dig. Hvorfor skulle du nu bestemme det?,« halvt spørger, halvt erindrer Maria Ellebøg og kigger på sin bedstemor.

»Fordi det var du slet ikke moden til,« forklarer Erna og ser hende i øjnene.

De er i dag enige om, at det var for det bedste.

Det var pisse pinligt

Selvom hjemmet bød på både hygge og tryghed, var det samtidig et hjem, som Maria og Stefan i en årrække undlod at snakke om.

»Jeg kunne godt fortælle folk, at min far var død, og min mor var syg. Jeg syntes, det var mere pinligt at fortælle, at jeg boede hos min bedstemor,« fortæller Maria Ellebøg. Hun hælder Fanta Exotic op i det høje glas, mens hendes far kigger på dem fra guldrammen på væggen.

»Jeg havde heller aldrig venner med hjem,« indskyder Stefan.

»Det kunne du da sagtens. I kunne have fået noget te og kaffe med ned på værelset,« svarer Erna og kigger hen på sit barnebarn.

»Ja, og det understreger bare aldersforskellen. Vi fik sgu aldrig te og kaffe hjemme hos nogle af de andre. Der fik vi sodavand eller øl. Og her skulle vi synge bordvers! Der var bare en periode, hvor jeg syntes, det var pisse pinligt.«

Frisk kaffe kommer på kanden, og mørket får langsomt sit overtag uden for de julepyntsbeklædte vinduer.

![endif]--![endif]--