Fællesskab 2.0

Siden 1960’erne er der blevet eksperimenteret med den kollektive boform i Danmark, og fællesskabet er endnu moderne. I et stadig mere individualiseret samfund spirer en ny tendens. Nu vil - og skal - vi mødes på tværs af generationerne

Foto: Christine Løkkebø

Den lave bygning med de store vinduer ligger affolket hen i den skærende formiddagssol. Gangen, der forbinder de to boligblokke, står som en grå, firkantet, arkitektonisk påmindelse om afstand. Den afstand, der er mellem de unge og ældre beboere i plejecenteret Sølunds bygninger. “Vi bruger aldrig gangen”, fortæller den medicinstuderende Rikke Bak, der bor i den ene af de tre boligblokke, som udgør Sølund. Fra vinduet på femte sal kan hun se ned i haven, hvor græsgrønne firkanter afløser terrassefliserne og en petanquebane, som endnu her i maj ikke er taget i brug.

Om sommeren sidder de ældre i haven og nyder solen, fortæller hun. Det ser hyggeligt ud. Men de unge er der aldrig. De har deres egen have, deres egen indgang og deres egen hverdag. Udover at dele matrikel har de to grupper ikke noget med hinanden at gøre. “Desværre”, siger Rikke Bak.

Da Sølund, der har til huse på indre Nørrebro, i 2014 stod med to af deres store gule bygninger tomme, besluttede de at leje værelserne ud som ungdomsboliger. Det skulle bare være en midlertidig løsning, indtil det nye plejecenter skulle bygges. Men generationsblandingen inspirerede kommunen, og når Fremtidens Sølund står færdigt i 2022, vil der stadig være ungdomsboliger i huset. Derudover vil den nuværende børnehave i bygningen blive bedre integreret, samt et antal seniorboliger og beskyttede boliger til folk med autisme vil blive tilføjet. Det gør man for at lade grupper, der ellers ikke ser hinanden i hverdagen, mødes.

Fremtidens Sølund er ikke et enkeltstående projekt. Nye initiativer, der aktivt blander generationerne er på vej landet over.

I 2020 vil et andet stort intergenerationelt projekt blive indviet, når Generationernes Hus forventes at stå færdigt på Aarhus Ø. Oprindeligt var planen en bygning, der kun skulle huse ældre og en børnehave. Men ambitionerne blev større, og målet blev at skabe et fællesskab på tværs af alle generationer. Resultatet bliver et millionbyggeri i den tunge ende af skalaen. Et hus med over 300 hjem hvor man skal kunne bo fra baby i familieboligen til senior i plejeboligen.

For der er bred enighed om, at fællesskab på tværs af generationerne er godt for alle, men noget tyder på, at det ikke er så ligetil i praksis.

Fællesskabet som ideal

På KPF’s tegnestue i Aarhus er der havudsigt, og hvis man lader blikket løbe langs Dokk1’s skinnende ståloverflade og fæstner det på de høje bygninger i horisonten, kigger man på det sted, hvor Generationernes Hus vil stå om et par år. Tegnestuen har, sammen med RUM arkitekter, fået den omfattende opgave at skabe hjem og hverdag for de kommende beboere.

“Vi kommer til at kunne se det herfra. Jeg har sagt, at vi skal have nogle kajakker, så vi kan ro over og tilse byggepladsen”, siger arkitekt og partner i KPF, Zoran Juresa med et grin, mens han peger ud på Aarhus Ø.

Han mener, at et projekt af denne størrelse er et signal fra Aarhus Kommunes side om, at man tager behovet for fællesskabet alvorligt. Et fællesskab som vi i Danmark har søgt lige siden slutningen af 1960’erne med forskellige kollektive boformer.

“Jeg tog afgang på arkitektskolen i 1998, og dengang lavede en del af mine medstuderende bofællesskaber for studerende, seniorer eller fraskilte. Altså til forskellige grupper med et behov for og lyst til at være sammen med andre. Så tanken er ikke ny, men når det er besluttet med den titel og den størrelse, så er det også et politisk signal om, at vi forsøger at gå et trin op i udvikling igen”, siger Zoran Juresa.

Han fremhæver 68’er-generationens brud med fasttømrede doktriner, der gav mulighed for at gå nye veje. Dengang var klassekamp og kvindefrigørelse en stor del af motivationen for kollektivet, men de behov er der ikke længere på samme måde. “Hvilke behov er der så i dag?” spørger Zoran Juresa og fortsætter. “Det er ikke ’68 eller ’75, og hvad sker der så? Hvorfor opstår det behov?”

FB: Et bofællesskab anses i denne artikel som en bred betegnelse for at bo sammen i et fællesskab med egen bolig og derudover en række fællesarealer og -faciliteter til deling.

Vi har en lang tradition i Danmark for fællesskabsorienterede boformer. De første danske kollektiver opstod som en del af ungdomsoprøret. Det var et opgør med kernefamilien, kapitalismen og kvindens plads ved kødgryderne. I kollektivet gik fællesskabet frem for alt, og boformen blev hurtigt en succes. I midten af 1970’erne havde vi i Danmark noget, der ligner en verdensrekord i kollektivisme i forhold til indbyggertal, men ikke desto mindre brast den kollektive drøm for langt de fleste på nogenlunde samme tidspunkt. Fællesskabet smuldrede, ideologien kunne ikke bære hverdagen.

Alligevel har den kollektive tankegang haft stor indflydelse på den samfundsstruktur, vi har skabt siden, og i dag stiger efterspørgslen på bofællesskaber igen. Både dem, der er kommunalt anlagt men også byggegrunde eller bygninger, som kan huse den kollektive drøm.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er antallet af husstande, hvor der bor mere end én familie stødt stigende, og antallet er 14 procent højere i dag end i 1986.

I dag handler det dog mindre om at splitte familien og mere om at samle den.

Ifølge sociolog Bella Marckmann, der har forsket i alternative boformer, så bygger vores samfund stadig på en uformel familiepleje, som dog får sværere og sværere ved at opretholdes, da mange familier lever med store afstande imellem sig. Når vi som samfund stadig får flere ældre og flere, der ikke har børn, så opstår der et behov for nye fællesskaber til hjælp for hinanden og den enkelte.

Det er også en del af motivationsgrundlaget for Generationernes Hus, fortæller projektchef i Aarhus Kommune, Birgitte Andreasen.

“Vi har et travlt samfund, hvor vi får et større behov for at hjælpe hinanden - også selvom vi ikke er i familie. Vi gør det for at glæde hinanden.”

Fællesskab mod ensomhed

Den nuværende samfundsstruktur kan måske være en del af årsagen til, at vi i Danmark har et højt antal af ensomme. Tal fra 2015 viser, at over 210.000 danskere ofte føler sig ensomme. Ensomheden rammer især ungdommen mellem 16-29 samt dem over 85 år. Derfor er det vigtigt at søge fællesskaberne, siger psykolog og ensomhedsforsker Julie Christiansen.

Samtidig bor flere og flere mennesker alene. Ifølge Dansk Statistik er der i Danmark lidt over en million voksne enlige, og tallet er steget med knap 30 procent siden 1986, hvor man begyndte at måle på det.

At bo alene er dog ikke ensbetydende med, at man er ensom. Men at stille fællesskaber til rådighed kan potentielt have en afhjælpende effekt på ensomhed, siger Julie Christiansen.

Rammerne er én ting, men svært ensomme personer vil næppe vælge at flytte i et bofællesskab, siger centerchef for Sølund, Jan Nybo Jensen, og understreger, at det er naivt at tro, at et generationsmix kan fjerne ensomheden hos de ældre. Deres ensomhed bunder ofte i tab og dødsfald, men energien fra de unge og det, at kunne mærke at livet stadig leves, det kan gøre gode ting for den enkelte.

Vi behøver ikke at omgås

Plejehjemmet Møllestien ligger midt i Aarhus. Her er 58 boliger og et lokalcenter, hvor også folk udefra kan komme og deltage i arrangementer, træne eller svømme.

Og det er netop, hvad de to herrer, der sidder fordybet i en samtale ved et bord i hjørnet af cafeen, har gjort. Svømmet, altså. Nu er der kaffe i kopperne, og brillerne bruges til at pege med, når pointer skal understreges, mens håret tørrer.

Robert Gellin og Christian Christiansen har begge store børn, der er fløjet fra reden. De kunne egentlig sagtens forestille sig at bo sammen med børnene, men de er ikke så sikre på, at deres børn har lyst til at bo sammen med dem.

“Min gode veninde flytter faktisk sammen med sin søn og svigerdatter i et hus i Vejle i dag. De vælger at bo sammen, hvor hun får sin egen lejlighed og de et stort hus. Jeg spurgte mine børn, om de ikke også kunne tænke sig det? Så blev der tavshed, og så sagde de, at så skulle der i hvert fald være egen indgang” siger Christian Christiansen, og både han og Robert Gellin griner.

_________________________________________________________________________

Danmarks Statistik spurgte i 2010 4.000 personer over 50 år, hvor de helst ville bo, når de blev ældre. Af dem svarede otte procent, at de helst ville bo i bofællesskab, og af dem ville fyrre procent foretrække at bo i et aldersblandet bofællesskab.

_________________________________________________________________________

Spørger man de unge, der denne dag har slået sig ned ved cafeen over for Møllestien, er ønsket om at bo med mor og far ganske rigtig ikke særligt stort.

“Altså jeg tror ikke, der går en dag, hvor jeg ikke er glad for, at jeg bor væk fra mine forældre”, siger Marie Louise Pade på 21. “Ikke fordi jeg ikke kan lide dem, men man har bare ikke samme selvstændighed, når de er der.” Hendes kæreste nikker samtykkende.

De nybagte forældre Sarah Søgaard og Simon Vejlin på 26 skubber en sort barnevogn foran sig, hvori lille Villum på ti uger ligger og sover. De har heller ikke lyst til at bo med deres forældre. Det er noget med privatlivet, fortæller de. “Jeg kan selvfølgelig godt se, at vi ville have stor gavn af hinanden, men jeg tror også, at det ville være svært at skelne imellem, hvornår det så er vores og deres tid.

Nu har vi fået en lille dreng, så jeg tror, de ville komme over hele tiden”, siger Sarah Søgaard og trækker på smilebåndet ved tanken om de børnebørnssultne bedsteforældre.

Inde i Møllestiens café mener Christian Christiansen egentlig også, det er meget sundt for de unge at flytte hjemmefra og blive voksne på selvstændig vis - og så kan man jo altid flytte tilbage senere. For rejsen fra barn til voksen er ikke nødvendigvis der, hvor man forstår hinanden allerbedst generationerne imellem.

“Det er ikke altid, at min datter vil have besøg af mig. Hun siger, der er for meget rod, og når jeg så kommer forbi, så lukker hun døren ind til køkkenet. Måske fordi hun tror, at hun skal passe hjemmet bedre, end hun gør.”

Robert Gellin nikker. Det kender han også fra sine egne børn. “Der er noget blufærdighed i det, og de har måske en tendens til at føle, at de bliver kigget over skulderen.”

For at generationerne skal kunne omgås naturligt, skal vi udvikle nogle roller, hvor begge parter kan være voksne, mener Robert Gellin, der tror, at det er tidens herskende uafhængighedstrang og individualisme, der kan være med til gøre forholdet svært.

Udviklingen de sidste 100 år har skabt et stadigt mere opdelt samfund, og vi kender ikke længere hinanden så godt som tidligere. Det gør sig ikke bare gældende på tværs af generationerne, men også kulturelt.

“Bor man for eksempel i provinsen, kan storbyen synes overvældende, og hvis man ikke møder folk med en anden etnicitet end sin egen i hverdagen, kan man blive utryg, når man så gør, og så videre. Men ved at at åbne op for hinandens verdener bliver afstanden mindre. Man gør det fremmede mere genkendeligt”, siger generationsforsker, Anne Leonora Blaakilde, “og derved lærer man, hvordan man kommunikerer med hinanden. Men hvis man aldrig mødes, så er det svært at komme ud over, og så er det som at stå i to lejre.”

Vi lever i dag i et meget aldersopdelt samfund. Der har i mange år været en kritik af den struktur, hvor børnene i børnehaven, de unge på studiet, de voksne på arbejde og de ældre på plejehjemmet. Vi har en dagligdag, hvor vi kun ser dem på vores egen alder og ifølge kritikerne, ville vi få større glæde af hinanden og lære noget, hvis vi sås på tværs, fortæller sociolog Bella Marckmann.

Ude på det solbeskinnede hjørne ved Møllestien sidder Marie Louise Pade og kæresten og nipper til en iste. Det er længe siden, de har set deres bedsteforældre. Når de tænker over, hvor de skal bo i fremtiden, handler det ikke så meget om, hvor deres egen familie bor. Men det er stadig vigtigt for dem, at eventuelt fremtidige børn kommer til at få en kontakt med ældre mennesker. Derfor kunne de godt overveje et bofællesskab, hvor der bor flere generationer.

“Jeg tror, at det er vigtigt, at man får talt sammen, så man ikke bliver så fjern fra hinanden. Der er mange ældre i dag, som synes, de er en helt anden race nærmest - og omvendt”, siger Marie Louise Pade.

Livet skal i centrum

I slutningen af 1990’erne slog et projekt rod i Barcelona. Her skulle unge mennesker bo gratis på et plejehjem, hvor de så til gengæld skulle hjælpe til med praktiske og sociale aktiviteter. Projektet startede som et forsøg på at modvirke de negative effekter af aldring, og initiativet har siden spredt sig til flere lande i Europa. Senest har plejehjemmet Humanitas i Holland fået stor omtale på grund af deres succesfulde sammenblanding af unge og ældre. Her bruger de unge 30 timer om ugen på at være gode naboer og skabe liv blandt de ældre.

På plejehjemmet Humanitas i Holland bor seks studerende gratis. Som husleje bruger de månedligt 30 timer på at socialisere med de ældre. Projektet skal modvirke social isolation og ensomhed hos de ældre, som kan være skyld i en tidligere død. Kilde: PBS newshour

Og netop det livgivende element er en essentiel grund til, at mange ser positivt på det intergenerationelle fællesskab.

På tegnestuen hos KPF Arkitekter fortæller Zoran Juresa, hvordan ældreboliger ofte placeres i omgivelser, hvor roen er højt prioriteret. Men selvom det kan være dejligt med fuglefløjt og smuk natur, så mangler forbindelsen til det øvrige samfund.

“Man kan ikke mærke livet, for man bliver placeret i en niche”, siger han.

Den mellemmenneskelige forbindelse tænkes ind i Generationernes Hus i flere lag, fortæller Zoran Juresa og finder sin skitsebog frem. Den har et brunt og bæredygtigt omslag, og han tegner en løs skitse af en traditionel boligblok, mens han taler.

“Grundtanken var egentlig, at vi skulle lave en form for karré-blok”, siger han, mens han hastigt trækker en firkant hen over papiret. “Så bor du her og kigger den vej”. Han tegner en pil væk. Og så en mere og en mere. Indtil en mængde ensartede pile, som soldater i geled, alle peger væk fra bygningen. “Du bor ét sted, og så går du ud i elevatoren og ud ad bygningen. I stedet skal man lave huse ligesom mennesker, der kigger mod hinanden og forholder sig til hinanden. Sådan her.” Han vender pilene, så de peger ind mod bygningens midte. “Her opstår der spil. Og huse bør påvirke, at du kommer i kontakt med andre”, siger han.

Derfor er Generationernes Hus også arkitektonisk bygget til at skabe relationer og oplevelser, der går på kryds og tværs. Huset er tænkt som mindre blokke, der alle åbner op til større eller mindre fællesarealer, hvor hverdagens vasketøj og højtidernes fejringer deles.

Ovre ved vinduet i cafeen på Plejehjemmet Møllestien sidder Lillian Nielsen på 80 med sine to strikkeveninder. Hun er frivillig i lokalcentret og besøgsven på sjette år. Selv bor hun endnu privat et stykke derfra. På bordet imellem dem står brugte kaffekopper stablet. Kaffepausen er forbi, og nu er det strikketøjet det gælder.

Kvinderne snakker lidt om den sidste samtale, de havde med deres børnebørn - det er nok en måned siden. De vil gerne have mere kontakt til dem, men det er som om, at de unge ikke har tid, fortæller de. “Det ville da være rart, hvis de kom forbi og spiste noget mere,” siger Lillian Nielsen. Men én ting er spisning, noget andet er at bo sammen. Det kan hun alligevel ikke forestille sig.

“Det er rart at se dem men også rart at sige farvel igen. Så kommer der ligesom ro på igen,” siger hun med et smil. Hendes veninder nikker bekræftende, mens den ene maske fanger den næste.

Forskellige generationer har forskellige døgnrytmer og behov. Hvis man bare blander en masse generationer, vil der opstå sammenstød. Det skal der tages hensyn til, og kommunikation er det vigtigste middel, mener sociolog Bella Marckmann.

“Det er utrolig vigtigt, at folk finder ud af, hvad deres forventninger er. At de kommunikerer og får opdaget, hvis der er nogle ting, som ikke matcher. Helt ned på det plan, der hedder: Må man have hund? Og hvis hunden så tisser i sandkassen, hvad så?”

Hvis det kan være komplekst at flytte sammen med én anden person, så kan man gange det med antallet af personer, hvis man flytter i bofællesskab.

Gennem Ældresagen har Lillian Nielsen allerede stiftet bekendtskab med Generationernes Hus. Hun er overbevist om, at det kun er de udadvendte, friske seniorer, som ønsker at bo i det blandede fællesskab. Selv ville hun være ked af at skulle tvinges derned i en plejebolig. Hun ønsker ro og ikke børnefamilier omkring sig.

Og det er ikke ukompliceret at kombinere både ro og liv. Det fortæller arkitekt Zoran Juresa, mens han viser de omfattende plantegninger for Generationernes Hus og fortæller om overvejelserne omkring både ekstroverte og introverte grupper. Han henviser til demente eller personer med angst, hvor det er essentielt, at de får rammer, der lader dem deltage i det fællesskab, som dagsformen tillader.

Fællesskabet skal kunne tilvælges og fravælges.

Engagement er altafgørende

På Plejecentret Sølund inviterede man sidste år indenfor under den københavnske gadefest Distortion. De ønskede at skabe en sammenhæng mellem plejehjemmet, det glade gadeliv og den rytmiske musik.

“Vi havde et tilbud til de unge her på stedet, om at de kunne hjælpe til og så til gengæld fik et pas, så de senere kunne komme til efterfester og få øl resten af aftenen”, fortæller centerchef Jan Nybo Jensen. Men ikke én meldte sig til.

Heller ikke de musikarrangementer, som centeret afholder, kan tiltrække de unge. Det manglende engagement er ærgerligt, synes han, for de to grupper kunne få stort udbytte af hinanden.

“Udover at de unge har ufattelig lidt viden om, hvad det vil sige at blive ældre, så kan de ældre også tilbyde de unge noget livserfaring. Blandt andet det her med, hvordan man håndterer tab og livets genvordigheder. Livet er jo ikke bare en stor upside, der er også nedture. Til gengæld kan de unge tilbyde de ældre den der fanden-i-voldskhed, den der ‘lad os gå en tur’, lad os gøre noget andet”, siger han.

Som beboer på Fremtidens Sølund forpligter man sig i bogstaveligste forstand til fællesskabet, for her skrives det nemlig ind i vedtægterne.

Og netop forpligtelse er en god ting, mener den medicinstuderende Rikke Bak, for selvom studiebøgerne hober sig op i vinduet på værelset på Sølund, og hverdagen er travl, vil hun egentlig gerne have et større fællesskab med de ældre.

“Jeg fornemmer, at der er mange unge, som bor her, der egentlig gerne ville noget mere, men simpelthen bare ikke får det gjort. De mangler noget initiativ. Hvis man er bundet op på noget, kan det være, at det kommer”, siger hun.

“Men det ville være nemmere, hvis der var en forening for os, et sted hvor vi fik al information fra. Det skal være mere smooth og gå nemt. Folk vil gerne, men de synes, det er lidt for besværligt nu. Så derfor sker der ikke rigtig noget”, siger hun.

I og med at vi som samfund er blevet mere individualiserede, så er også pligten til at være der for hinanden frafaldet, siger generationsforsker Anne Leonora Blaakilde, og det betyder, at det er lettere at fravælge hinanden, hvis man har lyst.

Og det er netop lysten, der skal drive værket, hvis det intergenerationelle bofællesskab skal lykkes, mener sociolog Bella Marckmann.

“Det hele er win win så længe det der frivilligt. For det man skal huske at sige er, at det ikke altid er idyl, når generationerne mødes.”

Generelt er projekter som Fremtidens Sølund og Generationernes Hus afhængige af de kommende beboeres personlighed og engagement. Man kan lave rammerne, men i sidste ende har den enkelte ansvaret for fællesskabet, mener arkitekt Zoran Juresa.

“Stedets ånd og den gode stemning, det kan kun mennesker skabe. Ikke arkitektur”